Brobygning mellem skole og Løve børnehave
Når der er lejlighed til det, får børnehaven besøg af forskellige klasser. Det kan være sang, leg, oplæsning eller andre aktiviteter.
Ligeledes inviteres børnehaven til skuespil både på afdelingen i Ørslev samt i Løve forsamlingshus, når afdelingen i Løve spiller deres stykke.
Børnehaveklasselederen kommer på besøg i børnehaven og laver aktiviteter med de kommende skolebørn, der er indskrevet på Løve Ørslev Skole, således de lærer hinanden godt at kende. Desuden kommer en af pædagogerne fra SFO på besøg af flere omgange, så der også er en kendt voksen i SFO efter skoletid.
Dette kendskab bruge børnehaveklasselederen også til at sammensætte vennepar. Når børnene starter i 0. klasse, får de en god ven i 2. klasse, som ikke blot hjælper med praktiske ting, men også hjælper med lege og aktiviteter. Det er meget vigtigt for os, at børnene kommer godt fra start og føler sig trygge.
I efteråret inden indskrivningen inviterer skolen til åbent hus i Ørslev for interesserede børn og forældre. Her fortæller vi om dagligdagen i 0. klasse samt skolens traditioner og værdier. Der er ligeledes rundvisning.
I maj - juni er der møde for forældre og børn til den kommende 0. klasse.